Drøm

Som så mange af os gør, drømmer vi om en bedre verden, der ikke er belastet af menneskets overforbrug. Hvor der ikke bliver drevet rovdrift på kloden og dens ressourcer. Hvor der er plads til mennesker, dyr og planter. Derfor drømmer vi om at skabe meningsfulde og personlige produkter med omtanke og ansvar.

Vores fælles skaberdrøm har ligget og ulmet i mange år. Vi har dagdrømt og joket om, hvad vores fremtidige virksomhed skulle indeholde. Det kunne være alt fra snedkererede møbler til børneværelset til en lille kreabutik med galleri, café og værkstedspladser eller at upcycle genbrugstekstiler eller skrive en børnebog. Men omdrejningspunktet har altid været det samme: At skabe noget meningsfuldt, som giver os, jer og verden værdi.

En dag i foråret 2023 så Emma de første dyr, som Thilde havde tegnet. Og her var jo pludselig rammen om vores drøm! For de her tegninger var for gode til ikke at dele med verden og bruge dem til at gøre netop at skabe det meningsfulde og personlige produkt, som vi drømmer om.
Tegningerne bliver lige nu trykt som kunsttryk, der produceres med ansvar og omtanke. Vores håb og ønske er, at tegningerne kan komme ud og sprede glæde, og også kan danne ramme for samtalen mellem børn og voksne om vores natur og de dyr, som lever i den. De uafsluttede linjer giver plads til tankevirksomhed, til læring, historiefortælling og fantasi: Hvad mon Hvalrossen kigger efter? Hvor er Pukkelhvalen på vej hen med sin unge? Hvad snakker de små vimpelfisk mon om? Det er kun fantasien, der sætter grænser for svarene på de spørgsmål.

Vi drømmer videre om at vores motiver kan blive trykt på bæredygtigt producerede tekstiler til bl.a. sengetøj og børnetøj – og det er ikke så let i så kulsort en industri, det må vi bare erkende… Heldigvis er vi flere og flere, der deler drømmen om en bedre verden og en sund og bæredygtig tekstilindustri, så der er håb og mulighederne bliver flere og flere. Det er vi ved at udforske, så vi kan tilbyde jer et sundt og ansvarligt produceret alternativ på tekstilmarkedet. Det kommer vi til at fortælle meget mere om!